14/06/2026
SVINDLER NAPPET PÅ FERSK GERNING
Mandag eftermiddag måtte en 21-årig mand se sig indhentet af lovens lange arm. I stedet for det, han troede var en fed fidus og en stor check, kunne han nemlig indkassere et sæt håndjern og en tur på politistationen.
Den 21-årige henvendte sig i løbet af søndag hos en bilforhandler i Silkeborg for at sælge en bil. Han kunne fremvise både kvittering for køb og andre relevante papirer, og bilforhandleren og manden blev enige om en pris.
Da bilforhandleren skulle udarbejde de sidste papirer, blev de dog mistænksomme, for bilen stod allerede i deres systemer hos en anden filial. Og ganske rigtigt viste det sig, at den 21-årige ugen før havde snydt sig til bilen hos en bilforhandler i Risskov. Her havde den 21-årige vist en falsk kvittering for køb af bilen og herefter fået den udleveret.
De to forhandlere ringede derfor til politiet, og da det viste sig, at den 21-årige faktisk var på vej hen for at gøre de sidste papirer færdige ved forhandleren i Silkeborg, kørte et hold efterforskere hurtigt til stedet for at byde ham velkommen med varme håndtryk og kølige håndjern.
Ret hurtigt kunne det fastslås, at den 21-årige tilbage i marts havde lavet præcis det samme trick mod en forhandler i Højbjerg. Han blev derfor anholdt og sigtet for begge bedragerier samt en række forhold om dokumentfalsk.
Tak til de opmærksomme forhandlere, der reagerede hurtigt, undersøgte sagen grundigt og kontaktede politiet. 🤝 🚓🔍
// Østjyllands Politi
12/06/2026
SVANEFAMILIE MED POLITIESKORTE
Normalt når vi taler om, at vi skal passe på de små i trafikken, så plejer det at handle om børn. Menneske-børn, altså. Men torsdag eftermiddag var det nogle lidt mere næbbede af slagsen.
Midt i eftermiddagstrafikken ville en hel familie af små dunede trafikanter nemlig gerne krydse hen over Viborgvej i Tilst - og kørebanen er bare ikke et godt sted at opholde sig for børn eller fodgængere - uanset om man har svømmehud mellem tæerne eller ej.
I samarbejde med nogle øvrige trafikanter på stedet fik en patrulje holdt trafikken tilbage, mens familien blev gennet sikkert ned mod et nærliggende vandhul 🦢
Det tog lidt tid og gav en smule kø, for svaner er ikke så nemme at diskutere færdselsregler med. Heldigvis tog bilisterne det pænt, og svanefamilien kom sikkert videre mod mere vand og mindre asfalt.
Tak både til jer, der viste tålmodighed, hensyn og godt humør i trafikken, og til jer der var med til at få svanefamilien sikkert hjem 💙
Rigtig god weekend
// Østjyllands Politi
04/06/2026
HVORDAN KOMMER DU HJEM FRA NORTHSIDE?
I dag starter NorthSide, og vi håber, at alle får nogle skønne festivaldage med musik i ørerne, venner i armkrogene og støv på skoene 🎶
Men det kan være en god idé at finde ud af på forhånd, hvordan du kommer hjem, når den sidste sang er spillet. Så kan benene nemlig godt mene, at de har gjort dagens gode gerning, og det kan blive fristende at sige ja til et betalt lift fra en pirattaxa. Det kan ligne en nem løsning, men det kan ende som en rigtig dårlig afslutning på en god aften.
Vi har desværre jævnligt sager hvor især unge mennesker tager en pirattaxa hjem fra byen og ender med stjålne telefoner, betalingskort eller værre.
Nogle bliver narret til at udlevere kort. Andre får afluret koder til MobilePay, hvorefter telefonen forsvinder og der pludselig forsvinder en masse penge fra kontoen. Og i nogle tilfælde bliver folk udsat for trusler eller vold. Det er ikke en billig genvej hjem, men kan i stedet blive en dyr, utryg og ubehagelig omvej.
Derfor opfordrer vi til at lave en plan for hjemturen, før festivalhjernen skifter til nattilstand 🧠
🚕 Tag en autoriseret taxa
🚌 Brug offentlig transport
🤝 Lav en aftale med venner eller familie om afhentning
📍 Følg med hinanden hjem – og hold øje med, hvor I går
🚦 Hold jer fra kørebanen, især ved de store trafikerede veje tæt på området
Tidligere år har vi set festivalgæster på kørebanen, og dér er hverken promiller, feststemning eller gode intentioner nok til at beskytte imod biler i fart.
Pas på jer selv og hinanden – så passer vi på resten.
Rigtig god festival 🌞
// Østjyllands Politi
03/06/2026
LOVENS LØFTEDE PEGEFINGER: HAR DU STYR PÅ DINE FESTGLADE BØRN? 🤔
☀️ Sommeren er nu over os, men efter nogle uger med solskinsvejr og lune temperaturer har mange unge mennesker allerede taget forskud på den kommende tids udendørs glæder med fredagsfester og socialt samvær med vennerne.
Men i den forbindelse har vi desværre også oplevet, at rigtigt mange unge har haft en uhensigtsmæssig alkoholkultur i forbindelse med blandt andet fredagsarrangementer i Tivoli Friheden, hvor tusindvis af unge fra rundt omkring i hele politikredsen ugentligt er til stede.
👮 Det er – set med myndighedernes briller – ganske positivt, at arrangementerne er attraktive og samler unge på tværs af kommunegrænserne – men vi ønsker at gøre forældrene til de unge mennesker opmærksomme på, at der – efter vores oplevelser – særligt i forfest-kulturen er et uhensigtsmæssigt højt alkoholindtag.
Det resulterer i, at politiet og de øvrige aktører omkring fredagsfesterne står med et stort ansvar med at få hjulpet de mange unge mennesker sikkert gennem deres festligheder. Vi oplever også, at forældrene sjældent ved, hvad deres børn laver – og hvor børnene opholder sig – da det aftales på de sociale medier. 📲
⚠️ Vi vil derfor gerne komme med en løftet pegefinger til forældrene i hele kredsen, hvis børns store alkoholindtag kan føre til udfordringer i både det offentlige rum og inde i eksempelvis Tivoli Friheden, hvor der i flere uger har været godt gang i fredagskoncerterne. 🥳
Allerede forud for sæsonen har vi sammen med Lokalrådet i Aarhus Kommune foretaget en vurdering af, hvilke koncerter der forventes at tiltrække flest unge – og på den baggrund har vi tilpasset vores indsatser, så der ved de mest populære arrangementer er en øget tilstedeværelse af medarbejdere fra Gadeplan, betjente fra Østjyllands Politi og frivillige fra Natteravnene i og omkring parken. 🤝
🚓 Indsatserne skal både styrke trygheden og bidrage til at forebygge uhensigtsmæssig adfærd – særligt i tiden før ankomst til arrangementerne – men vi håber stadig på at få en øget opbakning fra forældrene, hvad angår deres børns alkoholvaner og festkultur, så alle kan få en god og tryg oplevelse henover hele sommeren.
// Østjyllands Politi
31/05/2026
🎉 HAR DU STYR PÅ FESTIVALDELTAGELSEN? UNDGÅ SVINDEL OG FALSKE BILLETTER 🎟️
🥳 Festivalsæsonen er lige om hjørnet - og hvis du planlægger en tur på eksempelvis NorthSide, GrimFest, Smukfest eller Samsø Festival, skal du passe ekstra godt på, hvis du vælger at købe billetten i en privat handel.
Særligt risikabelt er det, når festivalerne bliver udsolgt, og du for alvor frygter at gå glip af en god oplevelse og lader dig lokke til at købe en billet, der senere viser sig at være falsk eller ugyldig - eller aldrig dukker op i postkassen eller indbakken. ☹️
Billetsvindlen sker både på digitale handelsplatforme og i Facebook-grupper, hvor privatpersoner selv kan efterlyse billetter til diverse arrangementer. Det tiltrækker svindlere, der i den forbindelse tilbyder billetter, som viser sig at være falske. 💸
Derfor kommer her fem gode råd til dig, der jagter en festivalbilet:
🎟️ Køb altid billetter via billetudbydernes officielle salgskanaler og resale-tjenester.
🎟️ Undgå at lave offentlige opslag, hvor du efterlyser billetter til en bestemt begivenhed. Det kan tiltrække svindlere.
🎟️ Vær ekstra opmærksom, hvis du køber af en privatperson. Bruges der samme navn og billeder på tværs af profiler på Facebook, DBA, MobilePay og andre platforme?
🎟️ Hvis sælger ikke har MobilePay og beder dig overføre til en ven eller et familiemedlem, kan det være tegn på, at sælger vil skjule sin identitet.
🎟️ Tjek også sælgers Facebookprofil. Er profilen uden billede, mangler den vigtige oplysninger, eller er den oprettet for nylig, kan det være en falsk profil.
Vi ønsker alle en god og sikker festivalsæson. 👮
// Østjyllands Politi
29/05/2026
INDBRUDSTYVE DØMT: VAKSE VIDNER SÅ SORT BIL
Skarpe naboøjne 👀, god videoovervågning 📷 og en hulens masse efterforskning førte til, at to mænd forleden blev idømt fængselsstraffe for en lang række indbrud i private hjem. 💪
Mændene var sidste år på tyvetogt rundt i flere byer omkring bl.a. Randers og Aarhus, hvor de maskerede sig, brød ind og stjal designermøbler og lamper, mens beboerne var væk.
Vores efterforskere gennemgik bl.a. flere overvågningsvideoer fra gerningsstederne og tjekkede vidneudsagn grundigt igennem, og her gik noget igen:
Ved flere af indbruddene havde naboer set en sort Audi køre rundt i kvarteret, og dén oplysning ledte vores efterforskere på sporet af en 26-årig mand. 🕵️♂️
Lidt efter at han var anholdt, fik vi også fat en 23-årig mand fra hans omgangskreds.
Ved Retten i Randers blev den 26-årige idømt fængsel i et år og ni måneder, mens hans makker fik halvandet års fængsel. 👩⚖️
Anklageren havde gennemgået næsten 3000 siders efterforskning, og det endte altså med en dom i sidste ende.
En stor del af æren skal gå til de vakse vidner, der havde set den sorte Audi, og til de husejere, som havde installeret god overvågning derhjemme. Det var en stor hjælp. 🙏
Tak for samarbejdet!
//Østjyllands Politi
27/05/2026
Vores kollegaer i Nordjyllands Politi har brug for offentlighedens hjælp til at finde frem til to mænd, der søndag den 24. maj er undveget fra det åbne fængsel Kragskovhede ved Jerup, hvor de blev samlet op i en mørk 5-dørs Peugeot, angiveligt en model 208, og kørte fra stedet.
Den ene af de to mænd har relationer til Aarhus-området, og særligt han kan derfor muligvis befinde sig i det østjyske.
Hvis du har oplysninger i sagen, bedes du kontakte politiet på telefon 114 - og hvis du ser de omtalte personer eller har kendskab til deres opholdssted, skal du ringe 112.
Alle oplysninger om de to mænds færden kan være relevante for efterforskningen, og selv mindre detaljer kan vise sig afgørende. Vi skal samtidig minde om, at det kan være strafbart at skjule eller på anden måde hjælpe personer, der er på flugt fra politiet.
// Østjyllands Politi
Efterlysning: To fanger undveget fra åbent fængsel
Vi efterlyser to indsatte, der er undveget fra det åbne fængsel Kragskovhede ved Jerup. De to mandlige indsatte forlod fængslet søndag den 24. maj, og vi arbejder intensivt på at lokalisere dem. Samtidig beder politiet offentligheden om hjælp.
”Vi ser med stor alvor på sagen og arbejder målrettet på hurtigst muligt at få de to personer tilbageholdt. Den ene har tilknytning til Herning-området, mens den anden har relationer til Aarhus-egnen. Vi kan derfor ikke udelukke, at de ikke længere befinder sig i Nordjylland,” siger politikommissær Marianne Hejlesen, der leder efterforskningen.
Hun tilføjer:
”På nuværende tidspunkt kan vi oplyse, at de to efterlyste forlod fængslets område, hvor de blev samlet op i en mørk 5-dørs Peugeot, angiveligt en model 208, og herefter kørte fra stedet. Alle oplysninger om deres færden kan være relevante for efterforskningen, og selv mindre detaljer kan vise sig afgørende.”
Politikommissæren understreger samtidig, at det kan være strafbart at skjule eller på anden måde hjælpe personer, der er på flugt fra politiet.
Nordjyllands Politi opfordrer borgere til ikke selv at tage kontakt til de efterlyste. Har man oplysninger i sagen, bedes man kontakte politiet på telefon 114.
Ser man de omtalte personer, eller har man kendskab til deres opholdssted, skal man ringe 112.
De to efterlyste:
Said Mahamed Ali Adde
• 24 år
• Mand
• Mørk i huden
• Almindelig af bygning
• Mellemlangt sort hår
• 180 cm høj
• Skæg.
Osman Mohamed Abdi Osman
• 19 år
• Mand
• Mørk i huden
• Spinkel af bygning
• Mellemlangt sort hår
For begge er der intet om beklædning.
26/05/2026
KONGE-STEMNING I RANDERS: TAK FOR GOD RO OG ORDEN!
Vi var med til lands, til vands og i luften, da tusindvis af mennesker mandag var samlet i Randers, hvor Hans Majestæt Kong Frederik d. 10. var en af de mange deltagere til motionsløbet Royal Run 👮🏽♀️👮♂️
Det blev en festlig, solskinsrig dag, og Randers viste sig fra sin bedste side, for der var ikke større udfordringer set med vores politibriller 👓
Det var meldingen fra både vores gående og kørende patruljer og fra vores droneførere, der holdt overblikket fra oven. Også vores maritime politifolk, der sejlede foran kongeskibet ind, meldte om god stemning og ingen bølger eller ballade 🌊🌊
Tak til alle jer deltagere, til de frivillige og til vores samarbejdspartnere for at være med til at gøre dagen festlig, fredelig og fornøjelig.
.. OG tillykke med fødselsdagen til Hans Majestæt Kongen. Godt løbet! 🇩🇰
//Østjyllands Politi
19/05/2026
GOD NABO HJALP: TO INDBRUDSTYVE ANHOLDT
Indbrudstyve hader nabohjælp, men vi er ret vilde med det her i Østjyllands Politi - sidste weekend var det fx en nabo, der hjalp os med at fange to ubudne gæster.
Fredag aften kunne en beboer i Højbjerg se på sin telefon, at alarmen var gået i huset derhjemme, mens hun var på ferie. Hun kontaktede derfor sin nabo, der straks gik over for at se, hvad der skete.
Da naboen så to fremmede mænd løbe fra huset, skyndte han sig at ringe til os, og så fulgte han efter mændene på afstand et stykke af vejen.
På den måde kunne han lede vores betjente i rette retning, da vi kort efter havde flere patruljer i området.
Der gik ikke længe, før en hundepatrulje havde fundet frem til to mænd, der befandt sig på en adresse i nærheden, hvor der også lå nogle smykker, som var stjålet fra huset i Højbjerg.
Begge mændene blev anholdt, og kosterne blev leveret tilbage.
Tak for det gode naboskab - det er en kæmpe hjælp, når I holder øje med hinandens hjem.
Husk, hvis du som den gode nabo, ser nogle tyve i gang med et indbrud, så må du altid gerne ringe 112.
//Østjyllands Politi